Museerne har muligheden for at sætte en dagsorden på de sociale medier – men de er alt for flinke.

Jeg kan huske 90’erne på det tidlige internet. Til at begynde med var der hjemmesider uden interaktivitet, men hurtigt fulgte de første besked-fora, og de var en revolution, for pludselig kunne man debattere alt, hvad enten det var fugle, klima eller miljøpolitik. Grupperne var dog ofte ganske lukkede om sig selv; man kunne færdes i sin egen lille boble på nettet uden at blive gjort opmærksom på nye fænomener, trends, idéer eller slet og ret mennesker.

Det lavede de sociale medier om på. Pludselig fik du muligheden for at se, hvad andre beskæftigede sig med – selv om algoritmerne naturligvis forsøgte at please dig og hurtigt lærte, at du var mere interesseret i fugle end i biler, og du derfor ikke fik specielt mange opslag om traktortræk i Hjøllund. De lærte også, at tilbud om dates med ukrainske supermodeller bare var spild af båndbredde. Men de sociale medier havde altså en iboende mulighed for, at folk kunne kigge over skuldrene på hinanden og opdage, at der foregik noget spændende inde hos dig. Potentialet var en nærmest eksponentiel udbredelse af dine budskaber – at noget kunne gå viralt!

Museernes rolle er marginal

Inden for museumsbranchen er SoMe-opslag, der går viralt, virkelig et særsyn. De fleste af os bruger de sociale medier til almindelig orientering om, hvad vi har gang i, og svinger vi os højt op, kan vi blive så interaktive, at vi ligefrem spørger vore brugere, hvilken panda de synes er sødest. Nogle museer har ganske vist rigtig mange følgere på for eksempel Facebook eller Instagram, men når et opslag på en side med 200.000 følgere får blot en håndfuld likes, er det næppe på den front, at man for alvor rykker. Twitter er ligefrem en ren museal katastrofe. Der er ingen sjov og spas, blot almindelig ordinær markedsføring af næste arrangement. Det er med andre ord helt tydeligt, at museernes rolle på sociale medier er i bedste fald marginal, i værste fald totalt ligegyldig. Det gælder også min egen institution.

Det er der en grund til, vil jeg påstå. Og grunden er, at vi er alt, alt for flinke. Alt, alt for konsensussøgende. Vi skal jo rumme alle, vi skal være inkluderende, og vi skal frem for alt hverken skræmme brugere eller bevillingsgivere og politikere væk. Derfor ender vi som uskadelige ’funny cats’ i vores eget lille sprogområde. De sociale medier har imidlertid potentialet til at kunne noget helt andet. På Naturhistorisk Museum oplevede vi det, da en kamerafælde i 2013 for første gang filmede en ulv. Vi breakede nyheden en aften og signalerede en grund-glad naturhistorisk begejstring over et fedt fænomen, og i løbet af ganske få timer gik vi totalt viralt på Facebook med flere hundredtusinder visninger. Alle refererede til, hvad vi havde skrevet.

Vores vinterferiearrangementer går til gengæld ikke viralt. Her er højest 20 småbørnsmødre, der bekræfter hinanden i, at det skal de ind at se.

Sæt en dagsorden

Den eneste gang, jeg har været på Aros’ sociale medier, var dengang, hvor Mindeparken blev malet rød-hvid. Her var man pludselig decideret dagsordensættende, og det er det, de sociale medier kan, og som vi kan bruge dem til – sætte en dagsorden. Man sætter ikke en dagsorden ved at være flink. Man sætter en dagsorden ved at være skarp eller provokere.

Udfordringen er selvfølgelig, at vi som museer ikke er interessenter. Vi kan ikke tillade os at vælge side i større politiske dagsordener. For eller imod en landbrugspakke eller for eller imod ulv er ikke et naturhistorisk museums politik. Til gengæld kan vi tillade os – ja, faktisk er det vores pligt – at være både oplysende og sandhedssøgende, ligesom vi gerne må provokere. Vi kan formidle, at hvis de politiske mål om sikring af Danmarks naturarv skal nås, skal der helhjertet disponeres plads til vilde, naturlige processer. Det er ikke gjort med opkøb af en smule landbrugsjord til økologisk drift. Det er et faktum, som vi er forpligtet til at formidle. Vi kan formidle, at udfordringen med ulve er en klassisk NIMBY (’Not In My Back Yard’, red. ). Og vi kan provokere ved at vise en film med et døende dyr i naturen.

Men vi gør det ikke. Fordi det kræver mandsopdækning og nærvær, og fordi det kræver ubetinget tillid til redaktøren. Man kan ikke nøjes med at være halvt på, og direktøren skal ikke konstant vurdere, om det var for meget eller lidt. Ej heller kan du lige lade SoMe ligge i to dage, fordi alle er på seminar, eller redaktøren er syg og ligger derhjemme. Du skal ville det. Derfor gør jeg det selv. Alle de ting, som ideelt set kunne skabe masser af debat og opmærksomhed på museets sociale medier, være decideret dagsordensættende, kører jeg på min egen Instagram, Twitter eller Facebook. Eller evt. i de faglige grupper, vi har oprettet inden for indsatsområdet biodiversitet.

”Mener museet virkelig det?”

Langt hen ad vejen gør jeg det, som om det var museets SoMe, forstået på den måde at jeg er strengt partipolitisk neutral. Det indebærer, at jeg det ene øjeblik har en ordfører fra Enhedslisten på besøg, i det næste øjeblik inviteres til at holde oplæg på Liberal Alliances båd eller give en særlig rundvisning til en minister. Men jeg slås ubetinget for den sag, der hedder biodiversitet, og som alle politikere, lige fra FN over EU til det danske folketing, har tilsluttet sig. Det lægger jeg aldrig skjul på, men når man samtidigt er sandhedssøgende, er det en varedeklaration, som alle accepterer og anerkender. Derfor er jeg personligt blevet en ’influencer’, som mange – også politikere – ønsker at tage i ed, før de drager i felten med større sager eller budskaber.

Direktøren får stadig opkald. ”Mener museet virkelig det?” Nogle gange har jeg nemlig givet den så meget gas, at nære samarbejdspartnere har følt sig trådt over tæerne – fx, hvis man påpeger, at Aarhus Universitets strategi for bæredygtighed tydeligvis ikke omfatter Universitetsparken. Andre gange har jeg bare provokeret gængs vanetænkning, for eksempel da jeg skamroste Aros’ tilmaling af Mindeparken. Bundlinjen er, at så længe man i et lille sprogområde som det danske vil noget med sociale medier, er der ingen vej uden om at være provokerende eller grænseløst sandhedssøgende. Eller virtuost morsom og nærværende, som for eksempel Nordsjællands Politi har formået at være, når de laver opslag om deres politihunde, halloween eller noget helt tredje.

Jeg tvivler dog på, at vi som museum har ressourcer til at køre SoMe-profiler på den måde, som jeg selv gør. Det kræver sindssygt meget tid og is i maven. Men måske kan vi omgå den udfordring ved at være endnu mere sociale end hidtil – nemlig ved at lade hele befolkningen være Naturhistorisk Musem på SoMe? Hvorfor ikke lave museets Facebook-profil om til en gruppe, hvor alle kan skrive og dele alt i fuld offentlighed? Det er noget af det, som vi vil arbejde med i det kommende år, og som helt sikkert vil give nogle erfaringer, der er værd at dele.

 

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 5, 2019 – et særnummer om sociale medier i samarbejde med MiD (Museumsformidlere i Danmark)