Mange danske museer er i det seneste årti blevet udfordret af skimmelvækst i samlingerne. Skimmel udsætter museumsansatte for sundhedsfare og nedbryder samtidig den kulturarv, museerne skal bevare for eftertiden. En sundhedsskadelig museumssamling er utilgængelig, og det underminerer væsentlige elementer i museernes virke: brugerinddragelse, forskning og formidling til borgere og samfund.

De seneste års klimaforandringer truer med at ødelægge kultur- og naturarv, som vi ønsker at bevare, ikke kun i landskabet, men også i museernes bygninger. På danske museer er der, parallelt med klimaforandringerne, opstået forekomster af skimmelvækst i museumssamlinger. Overraskende opstår væksten ikke kun i samlinger med dårlige opbevaringsbetingelser, men også i samlinger der opbevares i henhold til de internationale retningslinjer for bevaring af kulturarvssamlinger.

Når skimmelvækst opstår i en museumssamling, er det indgribende for museernes virke. Skimmelvækst er både et bevaringsproblem, der nedbryder kulturarv, og et arbejdsmiljøproblem, der kan give sygdom hos museets ansatte og brugere. I tillæg er skimmel ressourcekrævende at fjerne, da flere tusinde genstande kan være ramt, og rensning skal kvalitetssikres med tests for at undgå efterfølgende sundhedsfare. Når en samling er sundhedsfarlig, er den utilgængelig, og da museernes virke bygger på tilgængelighed, mindskes samlingens værdi markant. Konsekvenserne truer selve formålet med museer, hvor bevaring af kulturarv, forskning og formidling af viden til borgere og samfund er grundlæggende.

Men hvorfor opstår skimmel i klimastyrede museumsmagasiner? Hvilke svampearter forårsager vækst? Udsættes de museumsansatte for sundhedsfare? Og hvordan målretter man forebyggelsen? Disse spørgsmål undersøger ph.d.-projektet When mould is a museum visitor – the impact of fungal growth in heritage collections.

Findes der en særlig kulturarvssvamp?

To bøger med skimmelsvamp på omslaget

Ph.d.-projektet When mould is a museum visitor – the impact of fungal growth in heritage collections er forankret på ROMU og indskrevet med hovedvejledning på Det Kongelige Akademi og bivejledning fra henholdsvis Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og DTU, Bioengineering.

Projektets hovedcase er en uforklarlig skimmelskade i et klimastyret magasin tilhørende museumskoncernen ROMU. Skaden er ikke enestående, og undersøgelser i 130 lokaler på statsanerkendte museer og Nationalmuseet viser, at problematikken er national og stigende. Forebyggende tiltag har fejlet, og ingen ved, om de anbefalede metoder til udbedring er indsatsen værd – for skimmel er ikke bare skimmel…

Skimmelsvampe dækker over flere millioner mikroskopiske svampe i vand, på land, i luft og i bygninger. Svampene er overvejende et aktiv: I naturen deltager de i omsætningen af organisk materiale, i den kemiske industri indgår de i produktion af enzymer, syrer og pigmenter, i fødevareindustrien bruges de i produktionen af ost, pølse, brød, vin og øl, mens medicinalindustrien anvender skimmelsvampe til produktion af statiner, immunhæmmere og ikke mindst antibiotika fra slægten Penicilium. I bygninger er skimmelvækst derimod en skadevolder. Der er identificeret ca. 300 arter i indeklimaet, og blandt disse findes de arter, der nedbryder kulturarv på museer og udfordrer museumsansattes arbejdsmiljø. Men hvilke arter er der tale om, og har vi at gøre med en særlig kulturarvssvamp?

En fællesnævner for de 130 skimmelramte magasinlokaler er, at tidligere undersøgelser følger præcedens for boliger, hvor skimmel opstår i kølvandet på vandskader og et fugtigt indeklima. Denne tilgang er problematisk, da årsagen til vækst i klimastyrede museumsmagasiner er en anden. Skimmelundersøgelser er i tillæg ikke eksakte. Med det menes ikke, at de er fejlbehæftede, men blot at de kun viser en del af sandheden. Resultatet afhænger af prøvested, prøveudtagningsmetode og analysemetode. Med andre ord: Som man spørger i skoven, får man svar – man finder det, man leder efter. Når man undersøger museer som boliger, så afdækkes kun en del af problematikken – og måske ikke den mest interessante del?

For at imødegå usikkerhederne søger ph.d.-projektets forsøgsdesign at belyse problematikken fra flere vinkler. Overraskende viser projektets resultater, at de arter, der giver vækst i museumsmagasiner, primært tilhører en gruppe af xerophile svampe, der kan leve og gro under ekstreme forhold med lav relativ luftfugtighed (RF). Der er således ikke tale om en særlig kulturarvssvamp, men en gruppe af svampe der kan gro i det unikke miljø, som mange danske museumsmagasiner tilbyder.

Skimmelvækst udfordrer arbejdsmiljø og sikkerhed

Skimmelvækst i museumssamlinger nedbryder ikke kun kulturarv, men påvirker også de museumsansattes arbejdsmiljø, da væksten frigiver fysiske og kemiske substanser, der kan give helbredsgener og sygdom.

Skimmelpartikler er mindre, end øjet kan se, men de kan måles og kvantificeres. I ph.d.-projektet er museumsansattes eksponering for skimmel undersøgt i tre forskellige arbejdssituationer: 1) monitorering af klima og skadedyr, 2) håndtering af inficerede genstande og 3) flytning af samlinger. Resultaterne viser entydigt, at håndtering af skimmelinficerede genstande og flytning af inficerede samlinger giver et ekstremt partikelniveau i luften, og risikoen for eksponering stiger kraftigt med øget aktivitet i magasinet.

De xerophile svampe er ikke velundersøgte, og fareniveauet er endnu ikke klassificeret på EU’s liste over sundhedsskadelige biologiske agenser. I samarbejde med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er svampenes inflammatoriske potentiale i forhold til humane celler undersøgt. De foreløbige resultater viser en kraftig inflammatorisk respons, hvilket kan forklare de symptomer, museumsansatte har indrapporteret i forbindelse med ph.d.-projektet. Det drejer sig primært om træthed, hovedpine, hoste, influenzalignende symptomer, rødme/sviende hud, forværring af astma og gener i luftveje og øjne.

Årsagssammenhæng og forebyggelse 

Person i beskyttelsesdragt

Sundhedsskadelige museumssamlinger er utilgængelige, hvilket underminerer væsentlige elementer i museernes virke: Brugerinddragelse, forskning og formidling til borgere og samfund.

Projektets resultater er præsenteret på internationale konferencer, hvilket har skabt kontakt til forskere i Canada og Europa, der har observeret tilsvarende skimmelvækst i kulturarv – om det er xerophile svampe er dog ikke undersøgt. De undersøgte magasiner er klimastyrede uden tidligere skimmelvækst. Så hvorfor opstår væksten nu? Særligt to faktorer kan have indflydelse: en ændring af de internationale retningslinjer for bevaring af kulturarvssamlinger og de globale klimaforandringer.

Det meget restriktive indeklima, der har været anbefalet til kulturarvsbevaring, er energikrævende og ikke tilpasset det faktum, at museer verden over er placeret i forskellige klimazoner. I 2014 opstod international konsensus om at tillade 40 – 60 % RF frem for 50 ± 5%. Ændringen støtter et ønske om et lavere CO2-aftryk og mere bæredygtig bevaring af kulturarvssamlinger. Det blev dog ikke undersøgt, om ændringen kan fremme vækst af xerophile svampe. Ph.d.-projektet tyder på, at det kan være tilfældet.

De globale klimaændringer kommer i Danmark til udtryk ved flere skybrud og øget nedbør, hvilket stiller større krav til magasiners tæthed og affugtning. En overvejende del af de berørte magasiner er etableret før bevidstheden om klimaændringer og kan formentlig ikke tilstrækkeligt stå imod det fugtige udeklima. I tillæg har Danmark ingen nationale retningslinjer for bevaring af kulturarv, som museerne kan læne sig op ad i det forebyggende arbejde.

Om der er en årsagssammenhæng mellem xerophile svampe, klimaændringerne og de internationale retningslinjer, er svært at afgøre. Mange danske museer overvåger ikke indeklimaet tilstrækkeligt til at definere årsagen præcist. Uanset hvad, så er vækst af xerophile svampe i danske kulturarvssamlinger en realitet, og de globale klimaændringer, med de øgede risici de medfører, bør indgå i museernes forebyggende bevaringsstrategier. Vækst af xerophile svampe i kulturarv skal forebygges, så kulturarven bevares for eftertiden, og de museumsansattes arbejdsmiljø helbredssikres.

Camilla Jul Bastholm er konservator og erhvervs-ph.d.-studerende ved Museumskoncernen ROMU

Fotos: Trine Sejthen

Foto, personer i beskyttelsesdragter: Louise Rich

Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 3, 2021