Statens krav om fusioner har visse steder hverken gavnet museets økonomi eller indsamling, registrering, bevarelse, forskning og udbredelse af den lokale kulturarv. Fusionerne er gået for vidt, og de nye museer har ikke magtet deres kerneopgave – at overholde de fem søjler.

Af John Holmer, formand, Danmarks Museumsforeninger (SAMMUS)

Omorganisering, driftsfaglig fokusering på ledelse og fortætning af museumsstrukturen de seneste otte år blandt statsanerkendte museer har mange steder haft gavnlig værdi. For de museumsfrivilliges vedkommende er det især sammenlægninger, hvor de er blevet inddraget i ledelsen, der har været succesfulde. De gode eksempler er Ringkøbing-Skjern Museum, som har Frivillighedsakademiet, og Østfyns Museer, som har mere end 3.000 venner i støtteforeningen. Begge steder har de frivillige fastholdt majoriteten i museumsbestyrelserne.

Museerne på Sjælland valgte at følge Lars Liebst-rapporten slavisk. Nogle af de største fusionsmuseer er Museum Vestsjælland, seks museer med 11 besøgssteder, og Museum Sydøstdanmark, tre museer med otte besøgssteder. Disse fusioner fra 2010-15 er gennemført kort tid efter, at man sammenlagde museer i forbindelse med oprettelse af de nye storkommuner i strukturreformen af 2005-07. Efter fusionerne ændredes museumsvedtægterne på Sjælland i henhold til Lars Liebst-udvalgets rapport, så fagpersoner inden for økonomi, jura og ledelse samt kommunalpolitiske repræsentanter udskiftede museumsvenner og -foreninger, som var de oprindelige ejere og driftsledere af museerne. Adskillelsen mellem de frivillige og fusionsmuseet blev total. Det skete fortrinsvis på Sjælland, og tankevækkende nok kun få steder i Jylland og på Fyn.

Det nye fusionsmuseum med øget økonomisk råderum har ikke alle steder været heldig for den lokale kulturarv og samhørighed. Kommunernes og de nye professionelle museers fokusering på lokale fyrtårne frem for lokalhistoriens mange små kulturhistoriske nedslag, har ikke været positivt for bevarelse og formidling af den samlede kulturarv. Fra at være garant for bevarelse, udredning og formidling af den lokale kulturarv varetager fusionsmuseet nu turismens museale fyrtårne og bliver en spiller i den tidstypiske oplevelsesindustri. Et karaktermord på danskernes oprindelige museumsforståelse og kulturdannelse.

Tab af tilhørsforhold

Museum Sydøstdanmark er en fusion af Museerne Vordingborg, Næstved Museum og Køge Museum. Museer der hver især repræsenterer lokalbefolkninger, som har deres egen historie og identitet. Hvorledes skal en bestyrelse i det daglige kunne overse kulturarv fra så stærke identiteter, som Køge (50.000 indbyggere), Næstved (90.000 indbyggere) og Vordingborg (43.000 indbyggere)? Når museumsbestyrelsen har fravalgt den direkte kontakt med museumsforeninger og civilsamfund mister de vigtige kompetencer. Resultatet er, at museet taber besøgstal på alle niveauer, og museumsforeningerne mister medlemmer. Fusionsmuseet har mistet sit lokale tilhørsforhold og forankring.

Afskrivning af de frivillige

For nylig foreslog Slots- og Kulturstyrelsen museumsbestyrelsen i Museum Sydøstdanmark at frasælge to besøgssteder: Museumsgården i Keldbylille på Møn og Køng Museum. Opfyldes museumslovens fem søjler da ikke her? Bruges penge og fokus andre steder? Det er ikke fusionsmuseet, der driver en vigtig og afdækkende forskning på Køng Museum. Det sker ved hjælp af kvalificeret frivillig ekspertise, som Slots- og Kulturstyrelsen sikkert ikke er bekendt med. I første omgang afviste museumsbestyrelsen frasalget af Køng og Museumsgården. Holder det i længden? Afdækning og forskning af et spændende møllesystem tilbage fra middelalderen af fem vandmøller i Vintersbølle-skoven øst for Vordingborg sker ligeledes uden fusionsmuseets medvirken. Ligesom kommunens mange mølleforeninger rundt omkring lever deres eget liv. Stederne er enestående og unikke for den lokale historie og befolkning. De drives og udforskes af frivillige og er højt skattet.

Fondsbestyrelsen for Rødeled Pottemagermuseum i Præstø, hvor Museum Sydøstdanmark er repræsenteret, har sat Danmarks ældste ’lervarefabrik’ til salg! Museet vil tømme Pottemagermuseet for museale genstande, og sætter dem velsagtens på depot. Herefter er ejendommen en tom skal uden historie og derfor ligegyldig som kulturarv. Men stedet er et vidne om tre ubrudte generationer af pottemagere fra 1888. I Næstved har man forladt en af Næstveds ældste middelalderbygninger ’Boderne’ midt i Næstved for at flytte samlingerne til det nye Holmegaard Glasværk. Et nyt fyrtårn. Reaktionen fra den lokale museumsforening var: ”Vi er glade for, at museet ikke er rykket lige så langt væk, som da man flyttede Sydsjællands museumsgenstande fra Vordingborg til Stege på Møn.”

Museernes DNA må rehabiliteres

Min kritik er principiel og henviser primært til de kulturhistoriske museer, som udgør over halvdelen af nationens museer, og hvor museets kontakt til lokalbefolkningen er afgørende for opfyldelse af museumsloven. Som en erfaren museumsleder udtalte: ”Det lokale museum får via frivillige tilført lokale kompetencer – en viden som et professionelt museumsmenneske aldrig får – den viden findes kun i den lokale befolkning. Den er byggestenene for det lokale kulturhistoriske arbejde mest inden for nyere tid, men også hvad angår middelalder og oldtid.”

Nogle museumsfusioner må genovervejes. Måske skal staten kun støtte store kulturhistoriske museer af national interesse. Måske skal Kommunerne kun støtte og koncentrere sig om de lokale kulturhistoriske aktiviteter inden for egen kommunegrænse, så befolkningerne igen kan få nærvær til egen historie. Faglige aktiviteter, som arkæologien, kan sagtens gå på tværs af museerne og ligge under Staten. Der er endvidere generelle nationale interesser, Staten bør blande sig i. Som f.eks. at sikre at museernes DNA forbliver intakt. At sikre frivillighedssegmentet på museerne. Det gøres helt aktuelt ved at kulturministeren igangsætter en udredning af de moderne museumsfrivillige som pendant til Lars Liebst-rapporten.

 

Fakta

Lars Liebst-rapporten er udarbejdet i 2010 af et udvalg under Kulturministeriet. Rapporten handlede om den nødvendige gode ledelse i kulturinstitutioner, som modtager offentlig støtte, og anbefalede, at gamle interesseforeninger ikke genvælges.

Debatindlægget blev bragt i Danske Museer nr. 5, 2018