Både brugernes digitale vaner og museernes egne eksperimenter med formidling på sociale medier har gennem det seneste årti været med til at rykke ved museumsbegrebet og museumsoplevelsen. Ikke bare på grund af hvad medierne kan i sig selv, men også fordi de bliver koblet sammen med eksisterende bevægelser og interesser i museumsfeltet.

’Hvor ofte besøger du museet?’. Sådan lyder et af de afsluttende spørgsmål i den nationale brugerundersøgelse, som stadig kun belyser det fysiske museumsbesøg og ikke tager højde for de mange andre måder, vi kan opleve museerne på i dag. Blandt andet på de sociale medier, hvor man kan møde et væld af museumsoplevelser i det daglige feed: reportager fra arkæologiske udgravninger, updates om nye forskningsfund, quizzer, kunst, kuriosa og stemningsglimt eller annonceringer af aktuelle udstillinger og events. Selv når vi bare scroller forbi, rækker museerne nu ud over matriklen og ind i hverdagen.

Samtidig er kommunikation via sociale medier blevet hverdag i museumsbranchen. Den hype, som tidligere stod om de nye mediers revolutionerende, demokratiserende potentiale er efterhånden dampet af, mens fordringen om at have en tilstedeværelse på nettet består. Især Facebook, Instagram og YouTube er blevet uundværlige kommunikationskanaler for både formidling og markedsføring, som på SoMe-kanalerne ofte er to sider af samme sag.

Den digitale norm

Den engelske museumsforsker Ross Parry bruger betegnelsen ’postdigital normativity’ til at beskrive, hvordan digitale medier og teknologier i dag som en selvfølge er flettet ind i museernes praksis, fra registrering og administration til udstillinger og kommunikation. Det digitale vækker altså ikke længere opsigt og er heller ikke alene skyld i de ændringer, som er sket i museumsfeltet gennem de seneste årtier. Alligevel er det værd at se nærmere på den rolle, digitale, mobile og sociale medier har spillet som både instrument og katalysator for udviklingen.

Den digitale udvikling i museumsfeltet har således været båret frem af et sammenfald og en sammenkobling af kulturpolitiske krav og satsninger, oplevelsesøkonomiske forventninger, museologiske idealer og digitale idéer og kulturmønstre.

Deltagelsestanken kan eksempelvis føres tilbage til den nye museologi, til den franske ’ecomusée’-bevægelse eller helt tilbage til de danske folkemuseer. Alligevel bliver deltagelsestiltag i dag ofte forbundet med Jenkins idéer om ’the participatory culture’, ikke mindst takket være Nina Simons indflydelsesrige bog The Participatory Museum og bloggen Museum 2.0. På samme måde henviser museumsinspektør Merete Sanderhoff i antologien Sharing is Caring til en række af internetkulturens tænkere som inspiration for sit arbejde med at åbne Statens Museum for Kunsts samlinger for offentligheden. Den digitale kultur og de sociale medier bliver altså her både set som et ideal for og et middel til museernes udvikling i en mere inkluderende, demokratisk retning. Når det digitale ophæves til norm, og den digitale tænkning får indflydelse på hele museets virke, stikker de sociale mediers betydning for museerne således dybere end de opslag, vi møder på Facebook og Instagram.

Prikker for øjnene

Omvendt giver netop opslagene et interessant billede af, hvordan selve museumsoplevelsen også har ændret sig i takt med de sociale mediers voksende popularitet. Frygten for selfie-stængernes indmarch, som for få år tilbage skabte debat i kulturkredse, viste sig ganske vist at være overdrevet – med undtagelse, måske, af de store internationale museer, hvor man kun kan opleve Rosettastenen eller Den skumfødte Venus gennem en skov af skærme. Og selvfølgelig er det stadig muligt at gå gennem en udstilling med mobilen i lommen. Alligevel er det tydeligt, at mobilkameraet for mange er blevet en essentiel del af museumsbesøget. Og frem for at forsøge at fastholde fordums kutyme svarer mange museer nu på udviklingen ved at udskifte ’fotografering forbudt’-skiltene med en opfordring til at dele oplevelsen under museets hashtag.

Særligt på Instagram har museumsbesøgets kombination af visuel æstetik og kulturel kapital da også vist sig at være populær. I efteråret 2015 kunne man således ikke åbne sit feed uden at få prikker for øjnene, når alle delte indtryk fra Louisianas Yayoi Kusama-udstilling I uendeligheden. De besøgendes billeddeling har givetvis givet et markedsføringsmæssigt boost og været medvirkende til, at udstillingen blev den tredje-mest besøgte i museets historie. Og selv om der ikke er tvivl om, at Kusama fortjener sit store publikum, giver successer af denne størrelse også anledning til spekulationer om, hvorvidt de sociale medier kan være med til at skubbe til de kuratoriske beslutninger, så museerne vælger at satse mere på det, som er ’grammable’.

Museet som brand og kulisse

Spørgsmålet bliver sat på spidsen med fænomener som The Museum of Ice Cream, en rejsende udstilling, som er skabt netop med det formål at lægge dekorativ baggrund til de besøgendes selfies. Ud fra en faglig betragtning er denne kommercielle succes nok snarere et sæt af kulisser, og altså kun museum af navn. Alligevel er det tankevækkende, at museumsbetegnelsen bruges som en væsentlig del af brandet, ligesom det bliver interessant at se, om fænomener som dette kommer til at skubbe til vores fælles forståelse af, hvad et museum er, eller hvad en museumsoplevelse kan være i fremtiden.

Med den energi, som både brugere og museer lægger i at dele og skabe museumsoplevelser på de sociale medier, er det i hvert fald værd at overveje, om ikke det var på tide også at begynde at tælle digitale besøg med i den nationale brugerundersøgelse. Hvor ofte får du besøg af museet?

 

Foto: Dante Knapp

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 5, 2019 – et særnummer om sociale medier i samarbejde med MiD (Museumsformidlere i Danmark)