“Ny viden” er blevet et centralt kriterie for, at de lovpligtige udgravninger kan godkendes af Slots- & Kulturstyrelsen. Men er vi enige om, hvad begrebet “ny viden” dækker? Et nyt forskningsprojekt undersøger vidensbegreber i den lovpligtige arkæologi, og hvad de betyder for produktionen af “ny viden”.

Væsentligheden af en udgravning – og dermed også, om den skal gennemføres eller ej – vurderes ud fra, om den bidrager med “væsentlig ny viden”. En stigende kritik, blandt andet fra Rigsrevisionen, peger dog på, at kriterierne for ny arkæologisk viden er for uklare. Kriterierne er derfor løbende blevet tydeliggjort, senest i 2019 med færdiggørelsen af de nationale arkæologiske strategier. Selve begrebet og de videnssyn, som driver den lovpligtig arkæologi, er dog ikke blevet afdækket og diskuteret i processen.

Forskningsprojektets formål har været at undersøge, hvad viden er i den lovpligtige arkæologi, hvilken rolle udgravningerne spiller i vidensproduktionen, og hvilke videnskabelige spørgsmål, der styrer udgravningerne. Undersøgelsen består dels af interviews med arkæologer fra forskellige dele af processen, dels af en historisk redegørelse og endelig en analyse af de centrale redskaber i vidensprocessen.

To videnssyn

Den arkæologiske undersøgelse starter som regel med, at der trækkes søgegrøfter for at indkredse fortidsminderne og afklare, om de kan bidrage med ”væsentlig ny viden”. Spørgsmålet er dog, hvilken form for ny viden de skal bidrage med.

Den historiske redegørelse viser, at to forskellige videnssyn har sat rammen for den lovpligtige arkæologi. Den lovpligtige arkæologis oprindelse skal findes i Naturfredningsloven fra 1969, hvor det blev et lovkrav, at fortidsminder, som er fundet ved anlægsarbejde, skal undersøges. Grundtanken i lovgivningen var, at fortidsminderne skulle bevares. Hvis ikke fortidsminderne selv kunne bevares, skulle udgravningerne redde og bevare så meget viden som muligt om fortidsmindet i form af data.

I 1992 kom imidlertid Maltakonventionen, som danner grundlag for den museumslov, vi har i dag. Med konventionen kom der fokus på udgravningernes vidensproduktion ud fra et videnskabeligt perspektiv. Udgravningerne skulle således ikke længere kun producere data, men også sætte disse data i sammenhæng med den aktuelle forskning.

Opfattelserne af udgravningens rolle i den arkæologiske vidensproduktion er ret forskellige inden for de to videnssyn. I redningsarkæologien ses den som en objektiv indsamling af data, som først omsættes til viden i fremtidig forskning. I den videnskabelige arkæologi ses udgravningen som vidensproducerende i sig selv.

Sammenblanding af videnssyn

Undersøgelsen viser dog samtidig, at der ikke bare er tale om en historisk udvikling, hvor det ene videnssyn afløser det andet, men at begge videnssyn eksisterer sideløbende i dag og ofte blandes sammen. Det ses for eksempel i forskningsprojektets interviews, hvor viden både beskrives som objektive data og som subjektiv fortolkning af data. På samme måde beskrives viden både som et begreb, der peger mod forskningen, og som et begreb relateret til formidlingen.

Også i forvaltningen af den lovpligtige arkæologi ses der en sammenblanding af de to videnssyn. I de faglige argumentationer, som museerne skal udforme som optakt til udgravningerne, er der krav om at stille videnskabelige spørgsmål, som udgravningen skal besvare. En udgravnings afslutning, i form af beretningen, skal derimod “sikre arkæologisk data for eftertiden og kan danne grundlag for den fremtidige arkæologiske forskning”, altså fremlægge data.

Paradokser

FAKTA

  • Forskningsprojektet Ny viden og repetitionsarkæologi. En kortlægning af rammerne for vidensproduktion i kapitel 8-udgravningerne er støttet af Kulturministeriets Forskningspulje og Museum Sydøstdanmark.
  • Slots- & Kulturstyrelsen definerer et væsentligt fortidsminde som ”arkæologiske spor, der bidrager til væsentlig ny viden om fortiden”.
  • De nationale arkæologiske strategier skal hjælpe med at udpege, hvad der er ny arkæologisk viden inden for hver af de arkæologiske hovedperioder.

Midlerne til efterbearbejdning er også begrænsede, og det fører til et tredje paradoks. Nemlig at det er fundet selv, som ofte må bære kravet om “ny viden”. Det kan føre til, at det udgravede oversælges som “sensationelt” og “historieforandrende”, så væsentligheden af undersøgelsen ikke betvivles. Dermed bliver den generelle forståelse af arkæologisk viden dog også nemt snævert forbundet med det “at finde noget” og ikke den komplekse videnskabelige proces, det er at prøve at forstå livet i fortiden. Samlet set gør paradokserne, at det på trods af tydeliggørelse og nationale strategier fortsat er uklart, hvad det er for en “ny viden”, som den lovpligtige arkæologi skal bidrage med.Et andet paradoks er, at forvaltningen i højere grad lægger op til reproduktion af kendt viden frem for at styrke nytænkning. For at begrænse udgifterne til bygherre må der kun foretages nødvendige undersøgelser og ikke forskes som sådan i undersøgelserne. Det betyder, at det kan være svært at få godkendt eksperimentelle metoder eller fortidsminder, som falder uden for det kendte – og det begrænser de videnskabelige spørgsmål, som stilles til udgravningen.Sammenblandingen af videnssyn er ikke altid hensigtsmæssig, men skaber derimod en række paradokser for vidensproduktionen. Et af disse paradokser er forbundet med de vekslende opfattelser af, om viden er noget, som udgravningen opdager og afdækker i form af fundet selv, eller om viden er noget, der skabes som produkt af udgravningen, altså en fortolkning af fundet.

En levende dialog

Alt i alt har undersøgelsen vist, at der er mange forhold i vidensprocessen, som har indflydelse på, hvilken viden der produceres, men at der kun eksisterer en lille bevidsthed omkring dem. Alene reaktionerne i interviewene på spørgsmålet om, hvad arkæologisk viden er, viser, at emnet er fraværende i den faglige debat, og at der mangler et sprog til at tale om det.

Løsningen på uklarhederne omkring begrebet “ny viden” ligger ikke i at stille nye kriterier op, som bygger oven på de eksisterende uklarheder, men i at tage fat på den dybere debat, så vi kan få en levende dialog om, hvad de lovpligtige udgravninger skal bidrage med. De mange gode og berigende samtaler, der kom ud af interviewene, viser, at der er stor lyst og mod til at tage fat på det.

Anna Severine Beck er museumsinspektør på Museum Sydøstdanmark

Fotos: Museum Sydøstdanmark

Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 3, 2021