8 maj 2017   |   af Ulla Tofte, direktør, M/S Museet for Søfart

Ensretningen kan blive museernes endeligt

Det er nu fem år siden, at den nye museumslov blev vedtaget. Siden er de danske museer blevet større, mere professionelt drevne, og mange har fået nye, smukke bygninger. Men stik imod intentionerne er danske museer også i færd med at blive meget mere ens. Ikke deres samlinger eller fokusområder. Men i selve tilgangen til hvad det gode museum er.

Ensretningen skabes ikke kun gennem lovgivningen. Målinger og kontroller skal vi – som alle andre steder i samfundet – naturligvis kunne håndtere og derigennem få adgang til vigtige datakilder, som bidrager til vores udvikling. Problemet er hverken kvalitetsvurderinger, nationale brugerundersøgelser eller danske museer i tal. Problemet er, at der er ved at udvikle sig en (kollektiv) forventning til, hvad det gode museum er. En forventning, der både kommer fra verden omkring os, men som i høj grad også skabes indefra.

Det gode museum i dag skal have en knivskarp profil. Det gode museum skal ligge i en (større) by. Det gode museum skal have besøgende fra hele verden. Det gode museum skal tage del i samfundsdebatten. Det gode museum ligger i en flot, ny bygning … (fortsæt selv). Museer af denne type belønnes fra alle sider. Medierne elsker dem, fondene elsker dem, og bevillingsgiverne elsker dem. Derfor bliver de også fremhævet og hædret på konferencer og seminarer, hvor museumsfolk bekræfter hinanden i, hvordan ”fremtidens museum” ser ud. Og som en naturlig konsekvens higer de museer, der endnu ikke kan sætte hak ved ovennævnte, efter at blive en del af det gode selskab. Således er vi alle i gang med at udvikle os til at blive lige rigtige – og lige kedelige. Vi er i færd med at skabe næsten generiske museer, skabt i et lukket kredsløb mellem omverdenens forventninger (bilder vi os ind) og ønsket om at imødekomme dem.

Kigger vi på andre brancher, findes der masser af paralleller til denne udvikling. Tænk bare på fødevaresektoren, der i årtier har haft travlt med at blive større, bedre og levere mere homogene produkter ud fra en sikker overbevisning om, at det var dét, forbrugerne ville have. Men i dag er mange blevet trætte af ensartede mejeriprodukter, pålæg og brød, for slet ikke at tale om bryggeriernes gennem-brandede øl. Bevares, kvaliteten er i top, men det er forudsigeligheden også. Og hverken gigantiske reklamebudgetter eller strømlinede besøgscentre har kunnet fastholde kundernes loyalitet – snarere tværtimod. Pludselig pibler mikrobryggerier, gårdmejerier og hjemmeavlere frem fra alle kanter – ofte langt fra de store byer og med produkter, der mildt sagt svinger i smag og kvalitet. Men pyt med kiksede etiketter og elendige distributionsaftaler. For i dag sætter vi entusiasme, skabertrang og fortællelyst over strømlinede superbrands. Egenskaber, som netop var kimen til de første danske museer, men som i dag er erstattet af topprofessionelle organisationer med HR-afdelinger og internationale partnere.

Så inden vi endegyldigt har kvalt det sidste skæve, håndholdte og entusiast-drevne museum, skal vi måske lige minde os selv om, at om få år er det formentlig nøjagtigt dét, publikum vil efterspørge. Og frem for at professionalisere os selv til døde skal vi holde fast i det uperfekte. Ikke som en underskov eller lillebror, der bare venter på at blive som de store, men som en sten i skoen. En sten, der kan minde os om, at kun det vildtvoksende og uforudsigelige for alvor skaber forandring og udvikling – og dermed i længden sikrer museernes overlevelse.

Læs mere

MUSEUMSSTAFETTEN er skrevet af og givet videre til skiftende skribenter, der har at gøre med museernes virke.

Formålet er at nå ud i alle afkroge af museumslandskabet, belyse vidt forskellige emner og få nye stemmer ind i debatten. Indlæggene tager fat i alt fra konservering, undervisning og formidling til kulturpolitik og forskning.

Skribenten vælger selv sin efterfølger, men vi tager gerne imod tips til kandidater – og emner – på info(at)danskemuseer.dk.