Leder: En dyd af nødvendigheden

Hvis de danske kulturkroner i disse år bliver færre og museerne af samme grund fattigere, er sproget til gengæld rigt på ord til at beskrive forarmelsen. ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde” eller ”at gøre en dyd af nødvendigheden,” siger man om det, at noget i bund og grund skidt søges vendt til en fordel eller til i det mindste at tage sig positivt ud. At gøre en dyd af nødvendigheden kunne være et mærkat på kulturens tilstand her og nu. Manøvrer og måder at sno sig på, mens kunsten, kulturen og alle dens gode folk langsomt ristes over ilden, og hvor nogle ristes mere end andre.

Spørgsmålet om statstilskuddenes størrelse og fordelingen af disse tager Gitte Ørskou op i dette nummers Museumsstafetten – som et svar til ODM’s formand, Frank Allan Rasmussen, bragt i en tidligere stafet (se også danskemuseer.dk). Også Ørskou skriver sig ind i en strategi, der gør en dyd af nødvendigheden: “Man lærer at sætte pris på, hvad man har, og så ellers får banket egenindtjeningen i vejret,” hedder det stålsat hos direktøren for Kunsten og formand for Statens Kunstfonds bestyrelse. At egenindtjening bliver noget, museerne fremover kommer til at beskæftige sig mere med, fremgik også af Kultur- og Slotsstyrelsens seminar i december om museer og branding – et tema, som vi længere hen på foråret sætter under lup her i bladet.
 
På side 18 i herværende nummer fortæller Nils Valdersdorf Jensen om, hvordan Svendborg Museum gør en dyd af nødvendigheden ved at tackle den noget utraditionelle situation at måtte være et museum uden vægge: ”Hvor det i begyndelsen var en hæmsko… opfatter vi det i dag som et privilegium.” Èn af gevinsterne ved at være foruden ressourcekrævende bygninger er bl.a., at publikum involveres på helt nye måder, borgere bliver ”historiefortællere”, og det gør museet nærværende og relevant. Der er næppe tvivl om, at disse års fokus på brugernes ressourcer er kommet for at blive, hvad enten det er som et deltagende publikum eller som frivillige kræfter på museerne. For den del af museets virksomhed, der hedder formidling, kan forskellige typer af brugerinddragelse, inklusion, ’co-creation’ og ‘co-curating’, åbne nye rum for offentligheden og bibringe museerne nye kvaliteter.
 
Spørgsmålet er, hvad det betyder for museerne på lang sigt, når den tid og opmærksomhed, der skulle gå til fundamentale museumsopgaver som registrering og bevaring af genstande og samlinger for den eftertid, museerne også er til for, fortløbende må investeres i opfindsomme sparemanøvrer; det hele fremkaldt af en kulturpolitik, der trods museernes gode vilje, lægger en skygge over initiativerne.
 
Hvor længe mon dyden varer ved?
 
Line Hjorth Christensen