Leder: Det bedste brand

Et afsæt for flere artikler i dette nummer af Danske Museer er Kulturstyrelsens seminar om ’Museer og Branding’, som blev afholdt i december sidste år på Glyptoteket i København. Kun de danske kunstmuseer var inviteret, og selv om tilslutningen var stor, kunne der snildt have været flere. For emnet berører ethvert museum. I takt med at museerne på alle leder og kanter må indrette sig på markedets præmisser og på en politisk styring, der byder dem at gøre det, er branding også blevet et redskab for de gamle oplysningsinstitutioner. Med skrappe krav om nye standarder for ’det gode museum’ (Tofte s. xx), med fare for ensretning, opstår der samtidig et behov for at skille sig ud og gøre sig positivt bemærket på sin helt egen måde. Nutidens museer er fanget i dette paradoks, at de, af hensyn til fonde, sponsorer, politisk opbakning osv., på den ene side tvinges til at efterleve bestemte værdisæt, på den anden side skal være exceptionelle, særlige, noget helt specielt. Ind imellem i en grad, der grænser til det fortænkt individualiserede.

At brand er andet og mere end et godt logo, blev banket fast i løbet af seminaret. Brand kan også være ”Et formål, der skal animere kommunikation, motivere og forene medarbejdere, bestemme enhver beslutning og ultimativt skabe et stærkt og distinkt nærvær i publikums bevidsthed. Ultimativt er brand en pragmatisk guideline, et redskab til interne beslutningsprocesser”. (Marsh s. xx) Seminaret blev styret af konsulentfirmaet Jane Wentworths Associates; der blev opført små brand-dramaer, designet nye kulturbrands, diskuteret og kreeret i et tempo og med en energi, der fik post-it og plancher til at blafre i salen. Den brede forståelse af brand som ”the big idea”, der berører enhver af museets bevægelser og beslutninger, bunder vel et eller andet sted i det snusfornuftige ’kend-dig-selv’.

Var der en lære at tage med fra Dantes Plads, var det nemlig især den, at snarere end at opfinde nyt, hitte på for brandets egen skyld og ud fra mere eller mindre klare forestillinger om, hvad der vil falde i god jord hos publikum, fonde osv., er det i sig selv et formål – og en mental bedrift – at finde ud af, hvem man er og var, og hvad man vil og evner. I den forstand kan alene det at reflektere over mål og midler være en vej frem mod noget nyt. Eller det kan bekræfte en i at forfølge noget, man er god til, til at skærpe det og blive bedre. Blive mere bevidst om, hvorfor man gør det, man gør. Måske kan en sådan erkendelse også være med til at fastholde den forskellighed, der til enhver tid er de danske museers bedste brand. 

 

Line Hjorth Christensen